Videncenter for Jordforurening

Videncenter for Jordforurening har til formål at indsamle, bearbejde og formidle viden om jord- og grundvandsforurening. Vi skal som vidensformidler og netværkkoordinator være det forum, hvor de fem regioner kan udveksle erfaringer, diskutere forskelligheder og arbejde frem mod ensartede afgørelser. Videncentret er et kontor under Danske Regioner, og har til huse i Regionernes Hus i København. 

Regionernes samarbejde med Miljøstyrelsen, kommunerne, rådgivere og entreprenører er af vital betydning for den samlede opgaveløsning på jordforurenings-området, derfor er Videncenter for Jordforurenings viden og netværk tilgængelig for alle. Videncentret arbejder for at optimere udnyttelsen af den viden regionerne og deres samarbejdspartnere skal præstere til løsning af en betydelig samfundsopgave.

Arbejdet udføres efter retningslinjer fastlagt af miljøministeren og Miljøstyrelsen samt Lov om forurenet jord. 

Videncenter for jordforurening skal udbrede kendskabet til den systematiske viden på området og gøre den handlingsorienteret i forhold til de opgaver, som regionerne har med administration og oprydning af jordforurening i Danmark. Arbejdet er tæt knyttet til de behov, der er for praktiske løsninger. Videncentret udgiver en serie rapporter, hvor den indsamlede viden er systematiseret og gjort praktisk anvendelig. Derudover tilbyder Videncentret en række kurser og temamøder for regionernes medarbejdere, hvis indhold fordeler sig på de nyeste tekniske emner inden for administration, projektledelse m.m. 

Internettet har åbnet døren til en helt kolossal mængde faglig viden, den har Videncentret indekseret med litteraturdatabasen LIX her på hjemmesiden, så den indsamlede viden bliver tilgængelig for alle. LIX-databasen bliver løbende opdateret. Bladet Jordforurening.info udkommer ca. 4 gange om året. Alle rapporter, der er udgivet af Videncentret, er ligeledes tilgængelige her på hjemmesiden.    
  
Historie 
I 1996 oprettede de 14 amtsråd samt Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser i fællesskab Amternes Videncenter for Jordforurening. Formålet var at indsamle, bearbejde og udbrede viden om jord- og grundvandsforurening. Videncentret var et kontor under Amtsrådsforeningen. Efter strukturreformen 1. januar 2007 skiftede centret navn til Videncenter for jordforurening og er nu et kontor under Danske Regioner.